Hvad er meditation?

Hvad er meditation? Det kan der være mange meninger om. Lad os for et øjeblik droppe enhver forestilling om hvad meditation kan være, og lad os i stedet se på hvad meditation ikke er.

Dette blogindlæg kommer også snart som Podcast du kan lytte til.

Meditation er ikke koncentration. Koncentration er fokusering af tankekraft på et givet område. Det er snævert tænkende. Jeg siger ikke at der er noget galt med evnen til at koncentrere sig. Jeg siger blot at meditation ikke er koncentration. Koncentration er som et fast greb, hvor meditation i langt højere grad er som en blød omfavnelse.

Meditation er ikke kontrol. Vi mennesker bruger ufattelige ressourcer i vores bestræbelser på at kontrollere alting. Dette i langt højere grad, end de fleste mennesker selv er klar over. Ønsket om at kunne kontrollere alting, ligger rent faktisk bag megen af den stress, og rastløshed som menneskerne oplever.

Så meditation er i langt højere grad, det direkte modsatte, af koncentration og kontrol. Meditation er given slip og et åbent sind. Meditation er en udforskning af stilheden bag dine tanker. En udforskning af din bevidsthed. En udforskning, som vil vise dig, at det som du er, i din essens, er den bevidsthed som du finder bag alt hvad du sanser og tænker.

Hvis noget af det som jeg taler om her, ikke giver mening for dig lige nu, så bekymre dig ikke om dette. Forståelse vil komme til dig, hvis blot du har tillid. Og hvis du mærker efter, vil der være noget i dig som forstår, dog ikke på den måde, som du er vant til at forstå, men i højere grad, en forståelse på et andet plan.

Menneskene er typisk opslugte i deres tankers verden. Identificeret med det som deres tanker fortæller dem. Dette er ofte en kaotisk verden, da den på mange måder er i konflikt med virkeligheden. Meditationen er en vej ud af dette kaos, en vej til forståelse og erkendelse.

Ultimativt, er meditation ikke noget vi gør, og heller ikke en tilstand som vi er i. Meditation er derimod den rene og uforfalskede væren til. Dette er ikke en tilstand, men derimod blot dig forankret i det du er, i din essens. I starten, vil du kun periodevis opleve denne forankring, men gennem dine oplevelser, dine erkendelser, vil du gradvist komme til at hvile mere og mere i denne, din inderste essens, og du vil således opleve et skifte i din bevidsthed, hvor du går fra at være opslugt i dine tankers univers, i dine tankers illusioner, til en forankring i din essens.

Dette er en forankring, som gradvis vil udvide sig, og derved vil du opleve, at du, selv i dine daglige gøremål, handler og lever ud fra denne essens, som et stille men meget stærkt fundament.

Indledningsvis er det en god ting, at finde et sted hvor du kan være sikker på at forblive uforstyrret, når du mediterer, men pas på med at gøre ydre stilhed til et krav, før at du kan komme til at hvile i indre stilhed. I starten er det dog en god ting, at sikre sig ydre stilhed, det gør øvelserne lettere. Men efterhånden som du benytter dig af meditation, vil du opleve, at du rent faktisk kan meditere ligegyldigt hvor du er, også selv om du opholder dig blandt 10.000 mennesker. Meditation er ikke ydre stilhed, men indre stilhed, og indre stilhed er ikke nødvendigvis afhængig af ydre stilhed.

Nogle mennesker, typisk hvis man aldrig tidligere har haft erfaring med meditation, vil opleve, at det nærmest er umuligt at “nå ind til” bevidstheden bag tankerne. Tankerne vil lige som ikke stoppe af sig selv, de kværner blot løs.

For disse mennesker, har jeg lavet en række guidede meditationer. Disse meditationer minder om det vi kunne kalde for en metode. Dette er umiddelbart selvmodsigende, for enhver metode vil være en form for kontrol, og derfor er meditationerne ikke en metode. Men i denne sammenhæng, kan det være en nødvendighed, indledningsvis, for at stilne sindet. Hvis du oplever, at du har svært ved at nå ind til bevidstheden bag dine tanker, så er det en god ide, at benytte dig af disse meditationer.

Hver meditation afsluttes af lyden af en lille klokke, følg blot lyden med din bevidsthed, indtil den dør ud, og afslut dermed meditationen.

Rigtig god fornøjelse.

Se mine guidede meditationer online her.

Hvad er meditation?

Del venligst denne blogpost:
Rul til toppen