Ud af det selvdestruktive ego

Den mest kendte form for ego er den klassiske, altså det ego som er selvoptaget og arrogant, men for mange kommer det som en overraskelse, at denne form for ego er den klart mindst udbredte.

Med andre ord, så findes der en form for ego, som er langt mere almindelig, men som der meget sjældent tales om.

Grunden til dette skyldes, at den klassiske form for ego generelt er yderst støjende og derfor overdøver den langt mindre kendte, men langt mere udbredte form for ego: Det selvdestruktive ego.

Hvor den klassiske form for ego er en plage for andre mennesket generelt, så er det selvdestruktive ego primært en plage for sin egen “vært”.

Hvordan det selvdestruktive ego virker

Det selvdestruktive ego, er et skræmt ego, det er et ulykkeligt ego, et deprimeret ego, et frustreret ego osv. osv. og årsagen til dette er banal ignorance, eller med andre ord, dyb uvidenhed om sin egen sande natur.

Dette budskab er ikke let at få kommunikeret til det selvdestruktive ego, fordi det stort set helt automatisk vil høre hvad jeg her peger på, som om der er noget galt med det. Det vil få skyldfølelse, og blot fortsætte den række af negativitet som det allerede er fanget af.

Men jeg siger ikke at der er noget forkert ved det selvdestruktive ego, alt hvad jeg siger er – at det er smertefuldt, og at det er unødvendigt. Det er således muligt at træde ud af disse selvdestruktive vaner, men det første skridt gør altid ondt, fordi det er en beslutning om at være 100% hudløst ærlig overfor sig selv, og derved erkende direkte hvad det er der udspiller sig, i sig selv. Altså at gennemskue de automatiske processer der foregår i sindet.

For det selvdestruktive ego betyder det, at man skal være villig til at se, hvordan man gennem sin egen fortolkning nærmest konsekvent “ophøjer” helt almindelige livsudfordringer til at være problemer og modgang på et overdrevent niveau, og efterfølgende en villighed til at erkende, at det efterfølgende så er disse fortolkninger som man udfordres af. En manglende villighed til den erkendelse, vil betyde at man som menneske befinder sig i et kontinuerligt slagsmål med disse fortolkninger, altså et kontinuerligt slagsmål med sig selv.

Det selvdestruktive ego er ikke i stand til at se dette. Det er 100% sikker på at det som det mødes af er selve livet der ønsker at “straffe”, og at det er dybt urimeligt hvad der sker, og derved gør det sig selv til et ulykkeligt offer.

Det er typisk “besat” af detaljer, og ude af stand til at se at ”det store billede”, og derved kan det ikke se, at det som det slås med, ikke er de reelle uundgåelige følger af det at være et levende menneske, men derimod sig selv, sine egne fortolkninger og helt automatiske konklusioner.

Derved tager det selvdestruktive ego ejerskab over en masse som det ingen reel magt har over, og det søger kontrol, men opnår det aldrig, og er ude af stand til at indse, at alt hvad egoet forsøger at kontrollere, vil kontrollere egoet….

Benægtelse fastholder illusionen samt det at vi befinder os i en kultur der indeholder en kollektiv selvvedligeholdende benægtelse/bekræftelse af illusionen.

Men ultimativt, så indeholder det selvdestruktive ego sin egen “undergang”. Det er kun et spørgsmål om hvor længe det nægter at se sandheden i øjnene. I den sidste ende, så vil smerten blive af en sådan størrelse, at fortabelsen afslører sig selv som den illusion som den er.

Ikke forkert med smertefuldt

Dette er meget vigtigt at forstå. Smerten er uundgåelig fordi ego i sin kerne er separation, adskillelse og derved en dyb oplevelse af at være alene og udsat.

Det selvdestruktive ego søger på alle måder at finde en måde at udbedre denne separation, men det kan ikke lade sig gøre, fordi det er selve separationen der søger lindring.

Seperationen opstår som en følge af, at det selvdestruktive ego opbygger en konceptuel virkelighed, et mentalt skabt billede af hvordan verden skal/bør se ud, og hvordan det selv skal/bør se ud, og dernæst forsøger egoet så at påtvinge verden og sig selv dette billede. Den psykologiske smerte opstår idet at egoet ikke erkender at det billede som det forsøger at påtvinge verden, er en illusion, altså en fiktion og at dette “billede” derfor er udsat for en kontinuerligt trussel om kollaps, hvilket medfører et uophørligt arbejde med at forsøge at holde sammen på denne fiktion.

Når man lever således, så er der absolut ingen ende på dette arbejde, og du vil aldrig nå frem til et sted hvor du oplever fred.

Ophøret af separationen er ophøret af ego.

De kommende events som er planlagt i første halvår af 2019 er nu åben for tilmelding, og der vil i disse events være et vist fokus på netop det at træde ud af det selvdestruktive ego’s smertefulde greb, og ind i en dybere og mere autentisk bevidsthed.

Se datos for disse events via dette link, og tilmeld dig samme sted.

Kh.
HC

Skrol til toppen