Spørgsmål: Hvem er det som søger?

Peter skriver jævnligt kommentarer til mine blogindlæg, og hver eneste gang er det tydeligt, at Peter har gjort sig nogle dybe overvejelser om de emner han skriver om. Dette er også tilfældet denne gang. Den seneste kommentar syntes jeg fortjente lidt større opmærksomhed, så derfor har jeg selv “filosoferet” over samme emner. Det er der blevet en MP3 podcast ud af, som du kan aflytte her nedenfor.

Her finder du først Peters kommentar i sin fulde ordlyd:

Det er lærerigt at betragte små børns adfærd fra før de får et sprog. Man kan kun gætte på hvad der foregår inde i deres små hoveder.Det siges at forældrene umærkeligt “overfører” jeg-strukturen til barnet så snart de verbalt begynder at opdrage det.

Der synes at være en konsensus om at barnet fra starten skal roses og opmuntres for hver lille ting det gør og siger – hvis det ellers er noget der behager forældrene. Forældrene har en indgroet frygt for at barnet ikke skal “klare sig ” senere i livet, hvis ikke det får hvad forældrene opfatter som de bedst mulige betingelser (betingninger?). Deres eget verdensbillede bliver umærkeligt overført til barnet. De fleste voksne vil når barnet slår sig, straks stå til rådighed med trøstende ord og fagter – næsten før end barnet selv har opdaget hvad der er sket. Den voksne har allerede besluttet at der e r sket noget slemt, og forstærker faktisk barnets reaktion på hændelsen. Prøv næste gang dit barn slår sig at tøve lidt – og se hvad der sker.

På lignende vis kan vi gennem hele livet overdramatisere mange ting alene via sproget. Selve begrebet “at klare sig” er ladet med frygt. Det betyder implicit at verden er en jungle,hvor man bliver “ædt”, hvis ikke man er beredt (bevæbnet) til tænderne.

Som forældre er vi derfor meget optaget af at give barnet ressourcer. Det er godt at være en ressourcestærk person. Det være sig fysisk, økonomisk, intellektuelt, følelsesmæssigt – ja endog åndeligt (?). Så jeget er altid på jagt efter ressourcer af enhver art. Derfor er frygt jegets evige følgesvend. Frygten for ikke at opnå de goder man ønsker – og frygten for at miste de goder man har. Så dybest set er jeget altid bange og utilfreds – ja det er årsagen til næsten alle problemer her i tilværelsen. Men måske findes der en helt anderledes måde at “danse med livet” på. En måde hvor jeget blot spiller en diminutiv rolle.

Når mennesket søger det spirituelle – er det så ikke stadig jeget der leder efter en ny ressource når det har opdaget utilstrækkeligheden ved alle de andre kendte ressourcer? Er det ikke stadigvæk et forsøg på at konsolidere jeget? Jeget er altid på jagt efter en bedre position. Mange af vores åndelige forbilleder har tilsyneladende en bedre position. Derfor fascineres vi af dem ligesom vi tidligere blev fascineret af elitesportsmanden eller den succesfulde chef. Som guru bliver man tilbedt af mange. Pengene strømmer ind og man er fritaget for almindeligt arbejde. Hvis disciplen ikke oplever nogen nævneværdig fremgang, er det blot fordi han ikke har været ihærdig nok. De er en million kvalifikationer som han potentielt ikke har nok af – især vedholdenhed.

Ønsker vi i virkeligheden at komme udover jeget? Den indiske vismand U.G. Krishnamurti ( i hvem jeget og tankens tyranni tilsyneladende var “udbrændt”) sagde til nogen tilhørere “Hvis jeg blot kunne give jer et glimt af min tilstand, så ville i ikke røre den med en ildtang”. (ikke at han selv var utilfreds med sin tilstand).

Lyt til mit svar her nedenfor.

Hjælp mig gerne med at dele dette budskab, det kan du gøre ved at dele dette indlæg på de sociale medier via knapperne her nedenfor – Tak.
Skrol til toppen