Lever du i ulykkelig uvidenhed?

Hvordan skulle du kunne svare på dette spørgsmål? Hvis det er tilfældet, er du jo netop i uvidenhed, og dermed siger det sig selv, at du ikke er det bevidst.

Men stort set alle mennesker lever i ulykkelig uvidenhed, og dermed altovervejende sandsynligvis også dig. Det er et liv, hvor man ikke selv er bevidst om alle de besværligheder, som man konstant skaber for sig selv, og dermed også andre.
Du tror måske, at jeg siger dette for at tale ned til dig. Gør du det, så misforstår du det. Jeg siger det derimod af kærlighed til dig. Jeg siger det, fordi jeg ved hvilken frihed det kan have for dig, hvis du indser at det er således det hænger sammen.

Når man lever i ulykkelig uvidenhed, så giver man konstant verden uden for sig selv, skylden for sin manglende følelse af lykke.

Et eksempel. Skilsmisser er dagens trend. Hvorfor? Fordi vi ikke får det som vi forventer. Er man selv klar over dette? Hvad nu, hvis hvert par, umiddelbart før de blev gift, blev bedt om at skrive en liste over hvad de forventede, at partneren skulle bringe. Dette lyder ganske ligetil, men hvad nu, hvis hver person, så efterfølgende blev bedt om at bringe lige præcis det, som vedkommende forventede af den anden? Ser du forskellen? At man betingelsesløst, selv skal bringe det, som man forventer af partneren? For mange ville dette nok være skræmmende, men det er kun fordi vi er så vante til at lede efter lykken uden for os selv.

Spørgsmålet er – om du er parat til at bringe det til livet, som du forlanger af livet?

Lever du et liv, hvor du hele tiden er glad og taknemmelig? Glad og taknemmelig overfor det som du har, i stedet for at være utilfreds med det du ikke har? Ser du livets mirakel udfolde sig for dig, hvor du end går? Eller er du fortabt i dine tankers univers, fortabt i beklagelser over noget som skete en gang, eller fortabt i beklagelser over noget som endnu ikke er sket? Hvis du er fortabt i dine tankers univers, så lever du et liv i ulykkelig uvidenhed.

I mange af mine artikler bruger jeg ordet: “Lidelse”. Det lyder måske dramatisk, men det dækker rent faktisk blot over den tilstand, hvor et menneske lever i ulykkelig uvidenhed.

Er du i tvivl om hvorvidt du lever i ulykkelig uvidenhed? Prøv at undersøg dine reaktioner.
F.eks. hvis du sidder fast i en trafikprop, og du mærker frustration, så har du indre modstand mod virkeligheden, og det er et sikkert tegn på ulykkelig uvidenhed. Skal du til et udendørs arrangement, og regnen siler ned, er du frustreret og sur over vejret? – er det et sikkert tegn på ulykkelig uvidenhed.

Et andet sikkert tegn på at danskerne generelt lever et liv i ulykkelig uvidenhed, er det meget store forbrug af alkohol. Hvorfor drikkes der så meget alkohol? Tør man være helt ærlig i svaret? Er det for at bedøve sig selv? Er det for at glemme, glemme at man har en konstant følelse af uro, en konstant følelse af rastløshed, eller måske at man ikke føler sig god nok, eller værdsat nok. Find selv på flere undskyldninger for at drikke alkohol.

Hvis du har et jævnlig forbrug af alkohol, så er det et sikkert tegn på ulykkelig uvidenhed.

Bevidst nærvær er din eneste vej til frihed. Gennem bevidst nærvær, indser du, at dette Nu, er som det skal være, at Du er som du skal være, at alt det som du troede var ikke-ok, rent faktisk, i den grad er usædvanligt-meget-ok !

Vejen til frihed, går fra ulykkelig uvidenhed, som er baseret på “at du ikke ved, at du ikke ved”. Når dette går op for dig, så kommer du i en situation, hvor du pludselig “ved, at du ikke ved”. I starten, kan det være en skræmmende oplevelse, men dit hjerte forstår nu, at det er på vej mod frihed, og det driver dig frem mod større og større indsigt, og dermed større og større frihed.

Det er umuligt at sige hvor lang tid denne frigørelses proces tager, det er forskelligt fra menneske til menneske. Du når efterhånden frem til en tilstand, hvor du “ikke længere ved, at du ved”, eller rettere, du går ikke op i, at du ved – du ved blot (og det pudsige er, at det man ved, er, at man intet ved). Når du når dertil, så lever du et liv i harmoni med virkeligheden, med sandheden, og så udfolder livet sig ubesværet, og du nyder hvert et sekund.

Må du have en fremragende og bevidst dag.

Kærlig hilsen
HC

Skrol til toppen