Iscenesættelse

Jeg læste den anden dag en artikel i en avis, hvor diverse “eksperter” nu udtaler, at vi mennesker står overfor et såkaldt paradigme skifte. Det hævdes fra disse eksperter, at vi nu vil gå fra materiel iscenesættelse til immateriel iscenesættelse.

Meget af artiklens indhold er positivt, da det forudses, at vi vil ændre os, således at presset på Jorden vil aftage.

Når jeg læser en sådan artikel, så hæfter jeg mig ved ordet: Iscenesættelse.

Det er jo et fantastisk ord, som helt tydeligt viser hvad vi mennesker typisk gør. Personlig iscenesættelse…..

Nu er der måske nogen, som kunne få den opfattelse at jeg hermed vil hævde, at der er noget forkert ved iscenesættelse – det er der naturligvis ikke. Der findes ikke rigtigt eller forkert, der findes udelukkende konsekvenser.

Hvad er konsekvenserne så ved personlig iscenesættelse?

Svaret vil være helt afhængig af, hvorvidt der er tale om identifikation med denne iscenesættelse. Eller med andre ord, om man finder en oplevelse af identitet i denne iscenesættelse. Hvis man har placeret identitet i sin iscenesættelse så vil konsekvensen være, at man ofte oplever masser af negative følelser. Man vil blive skuffet, frustreret, såret, vred, ked af det osv.

Oplevelsen af disse negative følelser følger hver eneste gang, at den personlige selviscenesættelse mislykkedes, altså hvis et eller andet forhindrer denne iscenesættelse at udfolde sig. Når det sker, vil det blive oplevet som et slag mod hvem man tror man er, og derfor vil disse følelser komme til udtryk.

Når vi som mennesker placerer en oplevelse af hvem vi er, i denne personlige selviscenesættelse, så får det også den konsekvens, at stort set alting bliver meget alvorligt. Det gør det fordi det nu er vigtigt, at iscenesættelsen lykkedes, for gør den ikke det, så lider selvopfattelsen et såkaldt knæk, og derfra vil de negative følelser strømme.

Hvad kan man så gøre ved det?

Det indlysende ville jo være at kigge på ordet én gang til – iscenesættelse – som betyder en slags skuespil, noget kunstigt, noget påtaget. Ser vi det? Ser vi vitterligt, at denne iscenesættelse er noget påtaget? At den blot er et rollespil?

Hvis vi vitterligt ser dette, så er det en potentiel åbning. En potentiel åbning til at slippe ud af alle de negative følelser.

Men hvis den blot er et skuespil, hvorfor gør vi det så? Svaret er enkelt: Det er noget vi er blevet lært!

Født ind i en verden, hvor stort set alle andre også går rundt og spiller skuespil. Men det er ikke deres skyld, for de vidste heller ikke, at det var det de gjorde. Tilsyneladende er det blot noget der er sket for menneskerne. Hvornår det er sket er irrelevant. Det eneste der betyder noget er – ser vi det nu?

At indse, at den man er, intet har at gøre med al denne iscenesættelse, er en åbenbaring der kan forandre ikke kun det liv du er, men potentielt alt liv på planeten.

Når man indser, at den man er, intet har at gøre med denne iscenesættelse, skifter alting. Det er meget muligt, at man på nogle områder fortsætter iscenesættelsen, men det vil nu være som en leg. Man ved, at det blot er for sjovt, det har intet at gøre med hvem man er. Dette betyder også, at alvoren forsvinder, og dermed er det ikke af afgørende betydning, at iscenesættelsen såkaldt lykkedes, og derfor vil man undlade at skabe konflikt, både i sig selv samt i andre.

Vi vil pludselig opdage, at vi mennesker leger livet, og på næsten magisk vis, vil indre samt ydre konflikt gå i opløsning – når det sker, hvordan tror du så det vil være at opholde sig her på Jorden?

Alt hvad jeg skriver om på denne blog, alt hvad jeg taler om i mine videoer, er invitationer til at kigge indad. Invitationer til at undersøge sig selv. Stille spørgsmålet til sig selv: “Har jeg placeret en oplevelse af hvem jeg er, i den iscenesættelse jeg udøver?”

Mange mennesker, er endnu ikke klar til at lave denne undersøgelse ærligt. Det er ikke fordi de ikke vil, det er blot fordi denne iscenesættelse er så massiv, at det vil være iscenesættelsen der undersøger sig selv, og den vil hurtigt konkludere, at det er noget vrøvl jeg siger.

Sådan er det blot, og jeg har ikke brug for at overbevise nogen om noget. Havde jeg det, ville jeg jo blot selv forfalde til ny iscenesættelse.

Hvad der derimod betyder noget, er, at et stigende antal mennesker rent faktisk er parat til at kigge indad, er parat til at afsløre alle de lidelser der følger som en konsekvens af identifikation med selviscenesættelsen.

Jeg har selv oplevet en fantastisk frihed ved at undersøge mit eget tankeunivers, og derved bringe mig ud af dette skuespil. Den frihed som jeg oplever, kan jeg ikke andet end forsøge at dele med hvem der end måtte være parat til at “gå vejen selv”.

Kærlig hilsen
HC

Hjælp mig gerne med at dele dette budskab, det kan du gøre ved at dele dette indlæg på de sociale medier via knapperne her nedenfor – Tak.
Skrol til toppen