Illusionen om behovet for accept og anerkendelse

En af de største faldgruber for mennesket er når vi falder i fælden, og lader os styre af hvad andre mennesker måtte mene om os. Dette kommer til udtryk som behovet for accept eller anerkendelse.

Dette er en oplevelse som alle er bekendt med. Det som dog kun de færreste indser, er, at i det øjeblik man opbygger et behov for andres accept, overgiver man i samme øjeblik magten til andre at vurdere om man er okay, og hvad der måske i denne sammenhæng er nok så væsentligt, magten til at fortælle at man ikke er okay.

Hvem afgør om du er okay? Vil du lade andre afgøre om du er okay? Indse, at der findes kun én som kan afgøre om du er okay, og det er dig!

Hvis nogen siger til dig at de godt kan lide dig. Siger de så i virkeligheden noget om dig? Nej naturligvis gør de ikke det. Det som de siger, er, at lige nu, der passer du godt til den præference som vedkommende opstiller for andre mennesker.

De siger således kun noget om dem selv, og intet om dig. Hvis du lader din glæde være afhængige af hvad andre måtte mene om dig, så kaster du dig ud i et lotteri, for hvad nu hvis vedkommendes præference ændre sig, og at du så lige pludselig ikke længere passer til vedkommendes idé om hvordan du burde være. Er du så ikke længere okey?

Selvfølgelig er du det. Hvad andre mener om dig, har intet med dig at gøre, men alt at gøre med dem. Indse dette og du vil være fri.

Hvis nogen siger til dig at du er smuk, får du så en god følelse inde i dig selv? Hvis nogen siger at du er grim, får du det så skidt med dig selv? Kan du ikke se, at det er som at trykke på en knap? Hvad andre måtte mene om dig, har intet med dig at gøre, men alt med andre at gøre.

Søg andres accept og anerkendelse, og du vil være i deres magt.

Hvem bestemmer i øvrigt hvilke normer du skal leve op til, for at være okay? Det gode eller dårlige humør ved andre? Modens skiftende trends? Din kulturs antagelser? Hvorfor skal du lade din okay’hed afhænge af disse?

I mange kulturer, betegner man f.eks. et barn som er født uden for ægteskabet, som værende et “uægte barn”. Hvilket meningsløst nonsens! Der findes naturligvis ikke uægte børn, alle børn er selvfølgelig ganske ligeværdige.

Lige nu foregår der en kulturkrig i den vestlige verden, og det handler på mange måder om ligeværdighed mellem racer. Igen er det alt sammen funderet på den idé, at der er forskellige racer af mennesker. Der er kun én race, og det er menneskeracen, og den kommer smukt til udtryk i myriader af forskelle.

Enhver antagelse, som måtte stride mod dette, er udelukkende baseret på et dybt fravær af bevidst nærvær, og manglende kontakt med sandheden.

Illusionen om behovet for andres accept og anerkendelse, er således en illusion, som du må indse, hvis du vil leve i fred med dig selv.

Rul til toppen