Hvordan forholder vi os til angst og panikangst?

En læser har skrevet til mig, og spurgt mig om følgende:

Jeg er en pige på 21 år, og jeg har mange problemer med angst og panik angst, som efterhånden dominerer mit liv, kan du hjælpe mig?

Her er et uddrag af den mail jeg har modtaget.

Det er en meget ubehagelig følelse, jeg har altid været en meget stærk pige, fyldt med en rigtig stærk personlighed. I dag når jeg kigger mig i spejlet, syntes jeg slet ikke at den pige jeg ser, passer med den pige der er indeni.

Jeg er ikke deprimeret, det udelukker både min psykolog og min læge. Jeg har ikk andre lidelser, dog vil jeg nok sige at min angst, er blevet en smule mere genereliseret, da jeg har rigtig mange tanker og bekymringer, men har altid været en meget bekymret pige, lige fra barndommen af…

Men er meget bange for at miste kontrollen over mig selv, og får derefter mange katastrofe tanker: hva nu hvis…. og nu går det galt… det er ikk angst jeg har, men er ved at blive sindssyg.. Konstant i ALT for meget kontrol og bekymring over at nu går det galt, selvom jeg ved det ikk gør det, og at det kun er min angst der spiller ind…

Katastrofe tankerne går meget på at jeg er bange for at skade mig selv, eller mine nærmeste. Min psykolog siger at det er fordi jeg er så bange for at miste dem, og livet at disse katastrofe tanker opstår.

Men hvorfor?

Jeg har aldrig rørt andet end alkohol, og har aldrig drukket mere end en almindelig teenager ville gøre. Så har været meget vred over det har ramt mig. Selvom at min psykolog har fundet frem til hvad der er årsagen til det, er jeg bare så træt af konstant at vade i fortiden, jeg vil gerne fremad, og arbejde med mig selv NU og HER, og ikke begynde at skulle spekulere og handle udfra det der i fortiden måtte være sket….

Her er mit svar til dig.

Hjælp mig gerne med at dele dette budskab, det kan du gøre ved at dele dette indlæg på de sociale medier via knapperne her nedenfor – Tak.
Skrol til toppen