Jiddu Krishnamurti sagde engang, at når et barn for forklaret hvad en spurv er, så ser barnet ikke længere spurven. Hvad mon han mente med det?
Lyt som Podcast her nedenfor.
Jo, som barn oplever man alting uden mentalt filter, så når et barn ser en spurv for første gang, så gribes barnet af forbløffelse og nysgerrighed. Barnet er oprigtigt forundret over denne lille skabning, som er så anderledes. Lille, farvestrålende, i kontinuerlig bevægelse, og så kan den flyve!
Barnet er grebet af eksistensen forunderlighed. De voksne peger så på fuglen og siger “Det er en spurv”. De lærer barnet at det er en spurv.
I det øjeblik at barnet griber den idé at det er en spurv, så er mystikken borte. Forbløffelsen er borte, og næste gang barnet ser en spurv, så siger det “Det er en spurv. Jeg har set en spurv før. Spurve er kedelige”.
Pointen er, at vi alle er blevet indoktrineret med koncepter. Beskrivelser af alt, og nu tror vi at alt hvad vi møder på vores vej, er disse beskrivelser. Magien er borte, og vi er nu omvandrende “beskrivelses-maskiner”.
Misforstå mig venligst ikke. Evnen til at navngive og beskrive har uendelige praktiske fordele, og det er på godt og ondt det som er medvirkende til menneskets “succes”.
Men mennesket er nu nået til et sted, hvor det i det store hele har mistet forbindelsen til det mirakel som eksistensen er, og alt er blevet reduceret til ressourcer. Om det er noget der kan bruges til noget eller ej.
Måske at du har hørt ordsproget før “The map is not the territory”, kortet er ikke territoriet. Dette ordsprog henviser til at enhver model aldrig kan være det som det er en model af. Et kort er således en model af et område, og kortet er dermed ikke selve området.
Stil nu dig selv dette spørgsmål: Hvad er ikke en model?
Enhver tænkelig beskrivelse vil altid være en model. Et kort er en beskrivelse af et område, men på samme måde vil enhver beskrivelse i ord heller ikke være det som der beskrives.
Lad os for eksempel antage at du aldrig har smagt en grøn mango, men at jeg har. Nu skal jeg så forsøge at beskrive smagen af en grøn mango for dig. Forstår du, at det er uendeligt ligegyldigt hvor meget jeg anstrenger mig med mine beskrivelser. Ligegyldigt hvad jeg forsøger, så vil du aldrig få den direkte oplevelse af at have smagt en grøn mango?
Hvis du vil vide hvordan en grøn mango smager, så skal du selv finde en og så spise den. Først da ved du hvordan en grøn mango smager. Jeg er temmelig sikker på, at du sagtens kan se logikken i dette?
Dette var hvad Krishnamurti mente da han fortalte historien om drengen og spurven. Drengen kendte ikke til fuglens navn, og oplevede derfor spurven som den var. Direkte og mageløst. Men så fik drengen fuglens navn at vide, og fra det øjeblik så så drengen kun navnet, altså beskrivelsen af fuglen. En model af fuglen.
Det er sådan vi alle lever, indtil at vi opdager at det er hvad der foregår. Når vi gør det, så vækkes der en længsel efter at genfinde forbindelsen til virkeligheden.
Ind imellem så trænger virkeligheden igennem og vi forbløffes. Det er typisk når vi konfronteres med noget som er så storladen at vi intuitivt fornemmer at enhver beskrivelse af dette, ikke ville kunne “rumme” den direkte oplevelse. For eksempel en solnedgang. En smuk solnedgang har det med at få mennesket til at stoppe op, og blive stille.
Når vi betragter solnedgangen, så er det åbenlyst at vi her præsenteres for livets magi. Det er som om at noget i os godt kender til solen som den livgivende kraft den er. Uden den så var vi her ikke. I disse situationer får vi en lille bid af den oprindelige evne til det direkte og mental ufiltreret bevidste nærvær.
Storladne naturoplevelser har denne evne, men det har kunst også. Musik, dans, skulpturer og malerier med mere.
For mig er det især maleriet der er interessant, og i særdeleshed abstrakt kunst. Abstrakt kunst skal ikke forestille noget. Eller med andre ord, det er ikke lavet for at skulle være en model af noget andet.
Måske at du har hørt udsagnet om abstrakt kunst “Og hvad skal det så forestille?”
Dette udsagn er en blotlæggelse af misforståelsen. Den misforståelse at abstrakt kunst skal forestille noget specifikt.
Abstrakt kunst er derimod beregnet på at få beskueren til at stoppe op. På samme måde som ved den smukke solnedgang. Optimalt er det, hvis det hensætter beskueren i stilhed og forundring. Lige der, er det bevidste nærvær reetableret. Beskrivelserne falder til jorden, og tilbage er den rå og direkte oplevelse.
Hvordan beskriver du et abstrakt maleri for et andet menneske? Jojo jeg er med på at du vil tale om hvilke farver der indgår, men siger det noget fyldestgørende om kunstværket? Du vil sikkert også tale om størrelsen og hvilken type maling som er brugt, men siger det noget fyldestgørende om kunstværket?
På samme måde som men den grønne mango, så skal kunstværket ses direkte før det er oplevet.
Bevidst nærvær er at opleve direkte. Det er en genetablering af livets magi, af eksistensens vidunder, af Universets dybeste mening.
For mig som kunstner er selve skabelsen af kunst en lang direkte oplevelse. Jeg bringer noget unikt ind i eksistens. Noget som aldrig tidligere har eksisteret materialiserer sig for mine øjne.
Jeg kan ikke beskrive det, jeg kan ikke kalde det for noget som helst. Men det er.
Så på mange måder, så er rejsen tilbage til os selv, en rejse hvor vi gennemskuer sindets mani med at beskrive alting. Vi gennemskuer således sindets evne til at fortabe sig i de modeller som det selv bygger op.
Vi fordømmer ikke disse modeller, og vi vil heller ikke undlade at anvende dem, når de har praktisk værdi, men vi stopper med at tillægge dem mere end det de er. Modeller og beskrivelser. De er ikke selve virkeligheden, og bliver det aldrig.
Så lad mig stille dig et spørgsmål, som jeg har stillet ved mange lejligheder de seneste 10-12 år.
Hvem er du?
Forstår du nu, at du ikke kan give mig en beskrivelse? At enhver beskrivelse du giver mig, blot vil være en model. Men jeg er ikke interesseret i en model af dig!
Er du interesseret i en model af dig selv?
Stil dig selv spørgsmålet. Hvem er Jeg?
Forstår du nu, at du ikke kan give dig selv en beskrivelse af hvem du er? At hvis du gør det, så giver du dig selv en model af dig selv, og siger “Jeg er modellen”.
Der har du kilden til det søgende menneskes dybe længsel efter noget ægte. Det søger sig selv. Men for at finde sig selv, skal det “aflære” sindets indoktrinerede insisteren på at modellen er virkeligheden. Det er derfor at du ikke kan finde dig selv ved at tilegne dig noget nyt. Du har i forvejen alt rigeligt. Ja du har faktisk alt for meget.
Giv slip, og du vil genopdage dig selv.
Spurven er ikke beskrivelsen.
Du er ikke beskrivelsen.