Er du kræsen for livet? Alle mennesker har i større eller mindre grad et adfærdsmønster. Et adfærdsmønster er tendensen til at reagere på samme måde når man konfronteres med ensartede situationer.
De færreste mennesker er sit eget adfærdsmønster bevidst, derimod er vi alle mestrer i at genkende adfærdsmønstre i andre mennesker, særligt dem som står os nærmest. Det er blandt andet dette der gør os i stand til at “trykke på knapper” i andre mennesker, hvilket vil fremprovokere meget forudsigelige reaktioner, oftest til stor tilfredsstillelse for en selv, men til stor irritation for det menneske det går ud over.
Adfærdsmønstrer er tvangsprægede handlinger og reaktioner, og derfor lukker vi typisk øjnene for dem i os selv, desværre er dette lige præcist det der gør at de vedbliver med at have magten over os.
Et menneskes adfærdsmønster er et symptom der opstår som en følge af misforstået identitet. Når vi finder oplevelse af hvem vi selv er i en idéverden, så forsøger vi kontinuerligt at konstruere et mentalt selvbillede, dette er hvad jeg typisk kalder for “Ideen om hvem jeg er”.
Denne idé vil så ligge til grund for alle ens handlinger, som i det store hele er motiveret af at forsøge at styrke dette mentale fatamorgana. Med andre ord, når først der er konstrueret en mental forestilling om egen identitet, så vil denne forestilling udspille sig helt automatisk.
Fra det øjeblik bliver livet mekanisk, og i nogle tilfælde ligefrem manisk. Dette mentale selvbillede dikterer handlinger og ud af det opstår et fastlåst adfærdsmønster.
Et rigtigt godt eksempel på dette er f.eks. det vi kender som mad kræsenhed. De mennesker som i udpræget grad er kræsen, har placeret en ganske stor portion identitet i hvilken mad man vil spise, og i særdeleshed i hvad man ikke vil spise. Gennem dette, så føler sindet at det i det mindste har kontrol på dette lille område.
Hvad mange der er kræsen ikke opdager, er, at kræsenhed er med til at gøre livsoplevelsen fattigere, og her taler jeg ikke kun om kræsenhed i relation til fødevarer.
Adfærdsmønstrer opstår i bestræbelserne på at forsøge at opnå kontrol over virkeligheden, hvilket ikke kan lade sig gøre, og derfor er der en tendens til at nogle menneskers adfærdsmønstrer bliver mere og mere fastlåste og rigide.
Når dette sker, så vil et menneske opleve stress samt typiske symptomer på diverse forbier og undvigelsesadfærd. Det forunderlige ved dette er, at det oftest er det enkelte menneske der er den sidste til at erkende dette. Derimod er oplevelsen nemt, at det er hele verden der er efter mig, hvilket i øvrigt er en helt typisk undvigelsesadfærd.
Fastlåst i denne forestillingsverden er der langt imellem fyldige og livsbekræftende oplevelser, og alt imens at vi ofte forsøger at fylde dette tomrum ved hjælp af nye materielle goder, så smerter det indeni, idet vi tydeligt mærker at intet i den ydre verden kan bringe det som vi længes efter inde i os selv.
Den eneste reelle løsning opleves rettelig som værende ulogisk, idet den starter med at stoppe op, og med nysgerrighed at bringe egne adfærdsmønstrer til fuld bevidsthed, erkende dem og dernæst med kærlighed til sig selv, dykke ned i den bagvedliggende årsag.
Indrømmet, dette er ikke let, og vil for de fleste mennesker opleves som at bevæge sig ind i ilden, men hvis det er ægte frihed man længes efter, så er første skridt, at man stopper op med at være på flugt væk fra hvad der udspiller sig helt automatisk inde i sig selv.
Bag dine adfærdsmønstrer ligger der frygt. Adfærdsmønstret er en automatisk reaktion, der forsøger at oppebære kontrol, og frygten opstår fordi vi alle, på et dybere plan, udmærket godt ved at det vi forsøger at holde sammen på, er en fiktion.
At træde ud af dette, bringer os i en situation hvor vi potentielt åbner os op over for en dybere sandhed om hvem vi virkeligt er.
Kærlig hilsen
HC
